Nyhed

Figurines-dokumentar på Pop Revo

Dokumentarfilmen ”Figurines-The Detour” åbner Pop Revo 08

Pop Revo 08 åbner festivalen med en eksklusiv premiere på dokumentarfilmen ”Figurines-The Detour” om det danske rockband Figurines. Filmen er skabt af Janus Schumacher, som har fulgt bandet på tæt hold siden indspilningerne af deres andet album ”Skeleton” i 2004.

Om filmen skriver Pop Revo:

””Figurines-The Detour” er et 45 minutters sammendrag af en musikalsk rejse over to år, og et vidnesbyrd om fire unge venner, der gradvist modnes i takt med at udfordringerne og forventningerne til dem som band bliver større. Men som titlen indikerer også en rejse, hvor der ikke tages to skridt frem uden også et enkelt tilbage.


For bandets bassist Andreas begynder personlige problemer at tære anderledes hårdt på sjælen, fronterne trækkes op, og han gør sig seriøse overvejelser om sin fremtid i den tætte enhed, han definerer sig ud fra.”

Filmen bliver vist som et siddende arrangement kl. 19.30 i det tilstødende lokale til Pakhuset. Der vil være mulighed for folk med partout-billet at få udleveret armbånd til festivalen ved indgangen.

Der vil kun være pladstil 150 personer til arrangementet, så det anbefales at komme i god tid.

Efter filmen åbner et andet band fra Morningside Records, Speaker Bite Me, Pop Revo 08 med levende toner fra scenen.


Pop Revo finder sted den 2. og 3. maj i den kommende weekend i Pakhuset i Århus.

Pop Revos hjemmeside


ANNONCE