Nyhed

Radiohead vil ikke gentage In Rainbows-udgivelsesform

Thom Yorke og co. vil ikke fremover lade deres fans bestemme prisen

Der er vist ingen grund til at beskrive, hvordan Radiohead valgte at udgive deres seneste udspil, ”In Rainbows”. Udgivelsesformen medførte en del opmærksomhed fra medierne og medvirkede til både at inspirere kollegaer i musikbranchen og få pladeselskabsfolk til at ryste i bukserne.

Nu fortæller Thom Yorke imidlertid til nme.com, at det er højst usandsynligt, at stuntet vil gentage sig, og at fremtidige Radiohead-udspil vil blive udsendt på mere traditionel vis:

”Det at lade vores fans bestemme, hvor meget de ville betale for musikken, var et modsvar til en bestemt situation, vi befandt os i. Vi var i en position, hvor alle spurgte os, hvad vi havde tænkt os af gøre.


Det ville slet ikke have den samme betydning, hvis vi valgte at gøre det på den måde igen. Det var et særligt øjeblik.”

Så Radiohead-fans kan fremover glæde sig over muligheden for at at smække en spritny cd op på hylden ved siden af "Hail To The Thief", "OK Computer", "The Bends" og alle de andre fra første udgivelsesdag.

ANNONCE