Tinderbox offentliggør første internationale meganavne

Tinderbox offentliggør første internationale meganavne

Tinderbox har netop offentliggjort hvilke kunstnere, der vil gøre Swedish House Mafia med selskab på næste års plakat - og festivalgæster kan godt glæde sig! 

GAFFA kunne i går bringe nyheden, at den svenske EDM-trio Swedish House Mafia spiller på Tinderbox 2019, og nu offentliggøres yderligere otte navne, heriblandt flere amerikanske megastjerner, der indtager Tusindårsskoven den 27.-29. juni.  

Danmark får et kærkomment gensyn med ingen ringere end popikonet Elizabeth Woolridge Grant, som du nok bedre kender som Lana Del Rey. Den dragende sangerinde har et sjette album, Norman Fucking Rockwell, i støbeskeen, et album, der sandsynligvis rammer overfladen, inden Tinderbox får banket de sidste teltpæle i jorden. Den 33-årige verdensstjerne gæstede sidst Danmark tilbage i 2014 på NorthSide Festival, en optræden, som GAFFA kvitterede for med hele fem ud af seks stjerner

En anden amerikansk kunstner, der heller ikke har givet dansk koncert siden NorthSide 2014, men får revanche til næste års Tinderbox, er A$AP Rocky. Den stilsikre rapper udgav i maj sit tredje studiealbum, Testing, der vil udgøre rammen for Tinderbox-koncerten, der uden tvivl blandes med et skarpt bagkatalog blandt andet bestående af hits som "A$AP Forever", "L$D" og "Good For You". 

Der kommer også hits på stribe, når den amerikanske rapper og musiker Macklemore indtager Tinderbox. GAFFA har tidligere navngivet den Grammy-vindende rapper "Mirakelmageren Macklemore", da vores anmelder overværede Seattle-rapperens firstjernede optræden på Orange Scene i Roskilde tilbage i 2016. Med hits som "Thrift Shop" og "Can't Hold Us" – der tilsammen har over en milliard hits – kan Macklemore med garanti sætte gang i selv de bagerste rækker i Tusindårsskoven.

Det sidste store internationale navn er det amerikanske band Dropkick Murphys, der med deres hæsblæsende fusion af punk og folkemusik kan sparke gang i alt og alle. Sekstetten har med deres mere end 20 år på bagen fået sat godt gang i den irske folkemusik-bølge og kan uden tvivl skabe  kædedans såvel som mosh pit blandt de odenseanske festivalgængere. 

I samme ombæring tilføjes tre af de største hiphop-navne herhjemme også på plakaten, idet både L.O.C., Suspekt og Benal melder deres ankomst til Tusindsårsskoven. Suspekt har tidligere sat godt gang i Tinderbox-publikummet, mens det er første gang for Benal såvel som Liam O'Connor, der til den tid vil være aktuel med sit længe ventede album Det danske mareridt – Drømmen den er vores. Efter udgivelsen af sit roste debutalbum I Told You I'd Tell Them Our Story vil Danmarks elektroniske kunstner Lydmor også slå vejen forbi Tinderbox 2019. 

Billetsalget til Tinderbox 2019 starter fredag den 30. november klokken 10.00. 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA