To store navne tilføjes til Rock For Hjemløse-programmet

To store navne tilføjes til Rock For Hjemløse-programmet

Allan Olsen og Sanne Salomonsen føjes til det allerede stjernespækkede line-up til første udgave af Rock For Hjemløse

De to garvede danske musikere Allan Olsen og Sanne Salomonsen behøver næppe den store præsentation. De tilføjes til programmet for Rock For Hjemløse, der finder sted på spillestedet Hotel Cecil den 5. januar. Da koncerten blev offentliggjort tidligere i november, kom der hurtigt gang i billetsalget, og der forventes udsolgt sidst på måneden. Der er kun få billetter tilbage, som kan findes her.

De to store navne tilslutter sig derved et allerede stjernespækket program, der inkluderer Jesper Binzer, Johan Olsen og Søren Sko, samt Electric Guitars med guitaristerne Søren Andersen og Mika Vandborg i front som husorkester og Simon Jul som aftenens konferencier.

LÆS OGSÅ: VIDEO: I samarbejde med Hus Forbi synger hjemløse Kasper om håb

Om den overraskende positive respons til Rock For Hjemløse udtaler initiativtager og arrangør Camilla Lindhard:

– Vi har været ydmyge omkring vores forventninger. Det må man jo være, når man prøver kræfter
med noget helt nyt. Da vi så oplevede, at nogle af Danmarks største navne uden videre sagde ja
til at stille op for de unge hjemløse, vi gerne vil gøre noget for, var det en stor glæde. Og at publikum
er på, så vi sammen kan give et bidrag til dem, der lige nu er ved at gå en iskold vinter i møde uden
tag over hovedet, det er jo helt fantastisk.
 
Overskuddet fra Rock For Hjemløse går ubeskåret til hjemløse, og doneres via projektet Hellebroen, som er et sted for unge hjemløse. Leder af Hellebroen, Eva Riedel, er glad for opbakningen:
 
– I 2019 flytter vi til Valby, hvor vi både kan tilbyde værested, herberg og udslusningsboliger for vores brugere, som er unge hjemløse fra 18 til 29 år. Hellebros unge tager ikke stoffer. De vil gerne i skole eller i arbejde, og det hjælper vi dem til. Overskuddet fra Rock For Hjemløse hjælper os til at opbygge det nye Hellebro.
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA