Nyhed

Ankestyrelsen: Tinderbox' sponsoraftale med Odense Kommune var i orden

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Kommunen har betalt markedsprisen for de ydelser, den har modtaget

Det vakte stor debat, da Tinderbox Festival blev annonceret i 2014 med blandt andet en sponsoraftale fra Odense Kommune på 12 millioner over fem år samt yderligere næsten 12 millioner i tilskud i samme periode. En række andre store festivaler, blandt andet Smukfest, Jelling og Nibe, udtalte, at den store kommunale støtte gav Tinderbox en uhensigtsmæssig fordel, hvilket fik Ankestyrelsen til at undersøge, om den kommunale betaling var højere end markedsværdien af de ydelser, kommunen havde modtaget og dermed ulovlig.

Ankestyrelsen har nu vurderet, at Odense Kommune har betalt markedsprisen for de ydelser, kommunen har modtaget i forbindelse med sponsoratet, og at kommunen derfor ikke har foretaget sig noget ulovligt. Ankestyrelsen bemærker samtidig, at "den omtale, brandingværdi og anden værdi, som Odense Kommunes sponsorat af Tinderbox har genereret for Odense Kommune i 2015 og 2016 langt overstiger den pris, kommunen har betalt for sponsoratet."


Hele Ankestyrelsen afgørelse kan læses her.

Afgørelsen glæder Tinderbox Festivals direktør, Brian Nielsen. Han udtaler:

– Det er rart at få en afklaring og en bekræftelse i, at tingene er forgået rigtigt, specielt taget i betragtning af andre festivalaktørers kritik af aftalen.


Hvad har Odense Kommune helt præcist fået for pengene?

– De har jo først og fremmest fået en festival, der samler byen. Et festivalbrand, som er med til at aktivere Odense i folks bevidsthed både nationalt og internationalt. Derudover genererer festivalen en meget stor omsætning til glæde for lokale erhvervsdrivende, med skatter og afgifter til følge. Man har desuden brugt mange kræfter på at aktivere erhvervslivet under festivalen. Blandt andet har der været en større indsats på at sikre flere erhvervstalenter til de mange robotvirksomheder i byen.
 
I har fået 12 millioner i sponsorstøtte af Odense Kommune for perioden 2014-2018. Hvordan lyder jeres sponsoraftale med kommunen for de kommende år?
 
– Vi har en partnerskabsaftale med Odense Kommune, hvor vi skal give Odense Kommune branding i forbindelse med markedsføringen af festivalen. Et partnerskab med en stor festival koster penge, så der er ikke tale om en sponsoraftale i den forstand, hvor vi har fået en check hvert år. Hertil har festivalen været forpligtet til at levere en hel række serviceydelser, så aftalen er gået begge veje for parterne.
 
Tallet 23,45 millioner i støtte for de første fem år var fremme i 2014 - hvad er de resterende 11,45 millioner så gået til?
 
– De første år var der et kommunalt tilskud i festivalens opstartsperiode, det er der ikke længere.
 
 
ANNONCE