Nyhed

JULEKALENDER-LÅGE 14: Hør årets bedste sang ifølge Chinah

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

GAFFA har bedt en række markante og aktuelle danske kunstnere om at vælge deres yndlingssang fra 2018. Sangene får du her som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter med Chinah, der i år har udgivet deres debutalbum Anyone efter to ep'er i henholdsvis 2016 og 2017 og været på turné.

LÆS OGSÅ: Når det samme bare er anderledes

14. Tirzah: Fine Again


Chinah: – Tirzah har i år udgivet sit debutalbum Devotion, som efter vores mening er ét af de bedste og mest helstøbte album, vi har hørt i år. Tirzahs musik kommunikerer en form for usentimental intimitet og føles ofte ret hypnotiserende på grund af de konstante gentagelser. De mange r&b-fraseringer virker sådan tilfældige i det, som om det lige er noget, hun slynger ud. Det kan vi godt lide. Nummeret Fine Again har vi lyttet en del til. Det er åbningsnummeret på albummet, og det er den type åbningsnummer, som med det samme sætter stemningen for hele pladen. Nummeret er enormt smukt, men man bliver hele tiden overrasket, med pludselige skift, støjcuts og malplacerede r&b-fraseringer, der får lytteren til at sidde tilbage med lysten til bare at lytte til nummeret en gang til.

Hør sangen nedenfor:


Hør julekalender-playlisten på Spotify:

Hør julekalender-playlisten på andre streamingtjenester, blandt andet Apple Music:

ANNONCE