x

To rappere er blandt USA's 10 rigeste berømtheder

To rappere er blandt USA's 10 rigeste berømtheder

Hiphop er eneste musikgenre i top 10

Erhvervsmagasinet Forbes har netop offentliggjort en liste over USA's 10 rigeste berømtheder, og der er to rappere med på listen. Nemlig Jay-Z (billedet), der har en personlig formue på cirka 900 millioner dollar, svarende til cirka 5,9 milliarder kroner, og Diddy, som er god for 825 millioner dollar, svarende til 8,4 milliarder kroner. Der er ingen andre musikere med på top 10-listen, så for tiden er der altså flere penge i at lave hiphop end pop, rock og andre genrer – hvis man altså også husker at investere pengene rigtigt.

Jay-Z har blandt andet investeret i tøjproduktion, en sportsbar-kæde, fast ejendom, champagne, pladeselskabet Roc Nation og streamingtjenesten Tidal, mens Diddy blandt andet har skudt penge i tøjproduktion, vodka, tv og pladeselskabet Bad Boy.

LÆS OGSÅ: Jay-Z's streamingtjeneste Tidal politianmeldt

Jay-Z er i øvrigt kendt for citatet "I'm not a businessman, I'm a business, man" fra hans gæstevers på remixet af Kanye Wests "Diamonds from Sierra Leone" fra 2005 – hør nummeret nedenfor.

Den samlede liste ser ud som følger, med formuen omregnet til danske kroner:

1. George Lucas (filminstruktør, 35,4 milliarder kroner)
2. Steven Spielberg (filminstruktør, 24,2 milliarder)
3. Oprah Winfrey (talkshowvært, 18,3 milliarder)
4. Michael Jordan (pensioneret basketballspiller, 11,1 milliarder)
5. Kylie Jenner (realitystjerne, kosmetikproducent, 5,9 milliarder)
5. Jay-Z (rapper, 5,9 milliarder)
7. David Copperfield (tryllekunstner, 5,7 milliarder)
8. Diddy (rapper 5,4 milliarder)
9. Tiger Woods (golfspiller, 5,2 milliarder)
9. James Patterson (forfatter, 5,2 milliarder)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA