Nyhed

P3 Guld vender tilbage – nu i provinsen

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Danmarks Radio har netop offentliggjort, at P3 Guld vender tilbage, for første gang uden for København. Lørdag den 26. januar danner DOK5000 i Odense rammen om det stort anlagte prisshow.

P3 Guld har siden 2001 sat spot på en lang række yngre danske musiktalenter og dermed været med til at skubbe karrieren i gang for en stribe i dag etablerede navne som Benal, Karl William, MØ, Marie Key, Fallulah og When Saints Go Machine, foruden hedengangne Swan Lee, Ukendt Kunstner og pauseholdende Saybia.

Priserne blev senest uddelt i DR Koncerthuset i september 2017, hvor Benal vandt hovedprisen, P3 Prisen.


LÆS OGSÅ: P3 Guld – og vinderne er...

Det bliver den erfarne tv-vært Signe Molde (billedet), der sammen med P3’s faste musikværter guider deltagere, seere og lyttere igennem aftenen, som byder på masser af livemusik.

Showet sendes live på DR1 og på P3 klokken 21.00 fra DOK5000. I modsætning til tidligere år, hvor showet blev sendt på DR2 og DR3, sendes P3 Guld nu på hovedkanalen DR1, og ambitionen er at brede den nye danske rytmiske musik ud til endnu flere danskere.

”Tydelig opbakning til dansk musik er afgørende vigtigt i en globaliseret tid, hvor internationale kunstnere hurtigt risikerer at løbe med opmærksomheden” siger DR’s radiochef Gustav Lützhøft og fortsætter:


”’P3 Guld er en af årets vigtigste markeringer af dansk musik, og med beslutningen om at sende showet på DR’s hovedkanal DR1 tager vi den ambition endnu mere på os.”

P3 Lytterne er med til at bestemme
I ugerne op til P3 Guld annonceres de nominerede til priserne P3 Prisen og P3 Talentet løbende i P3’s daglige musikprogram Musikchefen, der sendes fra klokken 12-14 mandag til torsdag. Her sætter vært og musikansvarlig på P3, Mathias Buch Jensen, ord og lyd på de musiknavne, som seere og lyttere kommer til at møde til P3 Guld.

Ud over P3 Prisen og P3 Talentet uddeles også P3 Lytterhittet. Her er det vanen tro P3’s lyttere, der bestemmer vinderen gennem en afstemning, som sættes i gang to uger før P3 Guld. Her koges otte sange først ned til fire nominerede, som lytterne så kan stemme på, indtil vinderen findes under P3 Guld-showet.


En uge med masser af musik i Odense

I ugen op til P3 Guld drager flere af P3’s musikprogrammer til værtsbyen Odense for at sende live foran et publikum med musik fra aktuelle P3 Guld-navne. Og byen tager imod med glæde.

”Vi sætter en ære i at være med til at støtte op om de talenter, der kommer til at præge dansk musik. Derfor glæder vi os til at byde P3 Guld velkommen til Odense. Byen kommer til at summe af musikalsk aktivitet i ugen omkring P3 Guld,” siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.


Det er anden gang, Odense får et musik-awardshow til byen, idet GAFFA-Prisen har været holdt i Odeon siden 2017 og vender tilbage til stedet den 7. marts.

LÆS OGSÅ: GAFFA-Prisen 2019 – billetsalget starter nu.

P3 Guld produceres af produktionsselskabet Monday, og billetter til showet kan købes via drbillet.dk fra den 7. januar.


 

ANNONCE