Nyhed

Johnny Madsen-biografi på vej

Journalisten Pia Elers håber at kunne have en biografi om Johnny Madsen klar til jul

Den gode Johnny Madsen er for alvor i vælten i disse dage. Efter at have udgivet både et nyt album samt opsamlingsboksen "De Tørre Og De Bedste" sidste år, fik Madsen opkaldt en vej efter sig i den forgangne weekend.

Til en ceremoni 3. maj blev Tværvej i Thyborøn ændret til Johnny Madsens Vej, og ved den lejlighed fangede Lemvig Folkeblad den tidligere TV2-journalist Pia Elers, der kunne fortælle til avisen, at hun lige nu arbejder på en biografi om Johnny Madsen.

Elers bor for tiden hos Madsen på Fanø, mens hun samler materiale til bogen, der forventes at ligge klar til jul.


Forfatteren af den kommende biografi beskriver weekendens ceremoni som en fin afslutning på bogen, men hun har dog endnu ikke helt besluttet sig for, hvordan hendes historie om sangskriveren skal formes.

Til Lemvig Folkeblad siger Pia Elers:

"Det skal være en god, solid biografi på 250-300 sider. Der er jo mange facetter ved Johnny Madsen, som du kan skrive om. Jeg kunne skrive en hel bog alene om hans opvækst i Thyborøn. Men så er der også musikken og malerierne. Det bliver svært at skære fra".


Den kommende biografi om Johnny Madsen bliver udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof.

ANNONCE