
To dage inden Roskilde Festival løber af stablen, er der mulighed for at opleve et band, der har gæstet festivalen to gange siden 2003.
Det drejer sig om newyorker-bandet Interpol, der gæstede festivalen i 2003 og 2005. Men denne sommer hopper de festivalen over og kommer i stedet til Århus.
Bandet udgav i sommer deres tredje album "Our Love To Admire", og selvom både bassisten Carlos D og trommeslageren Sam Fogarino på det seneste har været involveret i sideprojekter, så har de alligevel fundet tid til at tage på en sommerturné.
Den turné bringer bandet forbi Train i Århus 1. juli, og billetsalget begynder fredag 9. maj via train.dk, E-Billet og Stereo Studio-forretningerne i det ganske land.