Mariah Carey slår Spotify-rekord

Mariah Carey slår Spotify-rekord

Slår XXXTentacions hidtidige rekord

Mariah Carey slog en global Spotify-rekord juleaftensdag, da hendes klassiker "All I Want for Christmas is You" fra 1994 blev spillet hele 10.819.009 gange på 24 timer den 24. december, oplyser Spotify. Carey slog dermed XXXTentacions rekord fra 19. juni i år, hvor hans sang "Sad!" fra marts måned ifølge Rolling Stone blev streamet 10,4 millioner gange på 24 timer dagen efter, rapperen blev skudt og dræbt i Florida.

Ifølge Rolling Stone giver de knap 11 millioner streams Carey en indtægt på cirka 66.000 dollar – cirka 433.000 kroner – som hun dog skal dele med sangens medforfatter og medproducer Walter Afanasieff, sit pladeselskab Columbia og sangens publishere. Ifølge adskillige medier blev sangen skrevet på blot et kvarter, men Walter Afansieff sagde til Billboard i 2014, at det tog lidt længere – melodien blev skrevet på en times tid, og teksten kom til senere.

Den næstmest streamede sang globalt på Spotify juleaftensdag var Wham!'s "Last Christmas" fra 1984, som blev spillet 9,1 millioner gange, og nummer tre var Ariana Grandes "Santa Tell Me" fra 2014, som blev streamet 7,1 millioner gange på et døgn.

LÆS OGSÅ: Så meget tjener sangskriverne bag de store julehits

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA