Nyhed

My Chemical Romance udsender livealbum

Materialet fra "The Black Parade" udsendes nu live på cd sammen med en dvd med to liveoptagelser

My Chemical Romance udsendte i efteråret 2006 albummet "The Black Parade", og nu ser det ud til, at det er tid til at trække i de sorte officersjakker endnu engang.

I hvert fald har bandet samlet materiale sammen til et nyt livealbum, der får titlen "The Black Parade Is Dead!".

Udgivelsen indeholder både en cd og en dvd, og begge indeholder en optagelse af en koncert fra Mexico City, hvor de spiller hele "The Black Parade" i sin helhed.


Derudover indeholder dvd'en en optagelse fra Maxwell's i Hoboken, New Jersey, hvor bandet blander rækkefølgen en smule mere og inkluderer sange som "Thank You For The Venom" og "I'm Not Okay (I Promise)".

Den kommende plade kommer naturligvis også i en limited edition, der ganske smagfuld udsendes i en kiste med en inkluderet dødsmaske designet af bandet selv. Hvert medlem har designet en maske hver, så vil man have alle fem, skal der købes løs, da det ikke fremgår på indpakningen hvilken maske, der følger med.

"The Black Parade Is Dead!" udsendes 24. juni.


ANNONCE