Bjørn Afzelius Fonden har udskrevet en sangskriverkonkurrence, der kulminerer i Århus Festuge
Bjørn Afzelius Fonden har i samarbejde med komponistorganisationen DJBFA og Dansk Artistforbund sat gang i projektet "Der er ikke noget at komme efter", der skal ende med, at en række danske sangskrivere skal fremføre nyt materiale til Århus Festuge 2008 og efterfølgende udgive sangene på cd.
Formålet er at stimulere såvel kendte som mindre kendte tekstforfattere og komponister til at skrive tekster, der handler om den globale og lokale virkelighed i dagens Danmark.
Derfor har Bjørn Afzelius Fonden gennem de to komponistorganisationer kontaktet dels nogle udvalgte tekstforfattere/komponister samt åbnet op for bidrag fra andre interesserede.
Der er nedsat en projektgruppe, med sangskriveren Allan Olsen i spidsen, som udvælger 10 tekstforfattere/komponister. Der tilstræbes en bred alders- og kønsfordeling, men projektgruppen beslutter, hvorvidt der genremæssigt skal fokuseres på et par musikalske genrer, eller om der skal satses bredere.
De kompositioner og tekster, der udvælges tilbydes et mindre honorar på 3.000 kroner, som udbetales, når kompositionerne er modtaget i indspillet form.
Det er ingen betingelse, at sangene skal fremføres ved koncerten af komponisterne. Men det tilstræbes, at en del af sangene fremføres ved to koncerter i Århus Festuge 4. og 5. september, og i den forbindelse betales der honorar samt tarif til maksimalt to udøvende musikere.
Tekst og musik indsendes til DJBFA Gråbrødretorv 16, 2., 1154 Kbh K på cd inden d. 1. juni 2008.