GAFFA – alt om musik
Funkmusikeren blev 77 år
Funkmusikeren Edwin Birdsong, sanger, sangskriver og keyboardspiller, er død, 77 år gammel, rapporterer NME. Hans søn Singh Birdsong og ekskonen Angela Birdsong bekræfter begge dødsfaldet på sociale medier.
Artiklen fortsætter under billedet.
Musikeren var født i Los Angeles som søn af en præst og voksede op i et strengt kristent miljø. Han sang som ung i Los Angeles Community Choir, spillede senere på klubber i Tyskland og flyttede til New York, hvor han gik på musikuddannelserne Manhattan School of Music og Juilliard og studerede til komponist.
Birdsong udgav fem album i løbet af sin karriere. Han debuterede med What It Is i 1972, og hans sidste soloalbum, Funtaztik, kom 1981. Birdsongs musik fik igen opmærksomhed i de senere år, da hans musik blev samplet af flere kendte kunstnere. Blandt andet anvendte Daft Punk hans sang "Cola Bottle Baby" på deres hit "Harder, Better, Faster, Stronger". En nummer, som Kanye West videresamplede på sin egen sang "Stronger".
Edwin Birdsongs sang "Rapper Dapper Snapper" blev også samplet af hiphop-grupperne De La Soul og Gang Starr for henholdsvis sangene "Me Myself and I" og "Skills".
Birdsong stoppede som nævnt med at udgive musik i sit eget navn i start-80'erne, men fortsatte med at spille og producere med artister som Stevie Wonder og Roy Ayers.
Hør Edwin Birdsongs "Cola Bottle Baby" og Daft Punks "Harder, Better, Faster, Stronger":
LÆS OGSÅ: Chris Brown løsladt – vil sagsøge kvinden, der anmeldte ham