Aalborg får ny musikfestival

Aalborg får ny musikfestival

Musikkens Hus i Aalborg fejrer fødselsdag

Den 29. marts 2019 er det fem år siden, at Aalborgs nye koncerthus Musikkens Hus slog dørene op for første gang, og det markerer koncerthuset frem til sommer med en række særligt udvalgte koncerter og lanceringen af en helt ny musikfestival, Musikkens Beat.  

Musikkens Beat løber af stablen den 26. og 27. april i Musikkens Hus med over 20 koncerter fordelt på fem scener. Programmet indeholder en række af landets mest aktuelle kunstnere, herunder etablerede navne som Phlake (billedet), Bikstok, When Saints Go Machine og Av Av Av og unge, lovende talenter som Alexander Oscar, Clara og Nicklas Sahl.

Det foreløbige program offentliggøres fredag den 25. januar på Musikkens Hus’ hjemmeside, og der vil løbende blive offentliggjort flere kunstnere i de kommende måneder.  

Det er ni år siden, at første spadestik blev taget til Aalborgs nye musikhus, og i 2014 åbnede det med 20.000 kvadratmeter fordelt på ni plan med blandt andet fire koncertsale, fem scener, restaurant, foyer og undervisnings- og administrationsfaciliteter.

Fødselsdagsfejringen vil desuden bestå af en række allerede offentliggjorte internationale besøg af blandt andet den russiske stjernesopran Anna Netrebko, Boston Symphony Chamber Players samt jazzpop-stjernen Jamie Cullum, der var med til at indvie huset tilbage i 2014. Derudover vil foråret byde på kendte kunstnere i nye set-ups.

Her kan man blandt andet opleve den tidligere Dúné-forsanger Mattias Kolstrup sammen med sangerinden Barbara Moleko i en akustisk opsætning, der får urpremiere i Musikkens Hus samt Mads Langer i et særligt fødselsdags-setup med strygere fra Aalborg Symfoniorkester.

Allerede fra og med i dag kan man opleve en anden, mere alternativ musikfestival i Aalborg i form af Northern Winter Beat på en række af byens spillesteder med blandt andre Thurston Moore, Anna von Hausswolff og Blixa Bargeld.

LÆS OGSÅ: Northern Winter Beat klar med det samlede program

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA