x

Tre danske kunstnere nomineret til prestigefyldt musikpris

Tre danske kunstnere nomineret til prestigefyldt musikpris

Bisse, Soho Rezanejad og Astrid Sonne er de danske repræsentanter

Vinderen af Hyundai Nordic Music Prize annonceres den 28. februar på musikfestivalen by:Larm i Oslo, og nu er de nominerede offentliggjort. Prisen går til et nordisk album, der i særlig grad har markeret sig kvalitetsmæssigt i det forgangne år. Nordic Music Prize blev introduceret i 2010 inspireret af den britiske Mercury Prize og har først og fremmest en ambition om at styrke båndet mellem de nordiske lande og øge international interesse for de nordiske talenter ved at fejre det klassiske albumformat som kunstform. 

Tidligere har musikerne Jónsi (IS, 2011), Goran Kajfeš (SE, 2012), First Aid Kit (SE, 2013), The Knife (SE, 2014), Mirel Wagner (FI, 2015), Band of Gold (NO, 2016), Jenny Hval (NO, 2017) og Susanne Sundfør (NO, 2018) vundet den eftertragtede pris, som altså endnu ikke er gået til Danmark, der er det eneste nordiske land, der endnu ikke har vundet prisen (Færøerne og Grønland regnes her for en del af Danmark). I år er de danske nominerede Bisse, Soho Rezanejad og Astrid Sonne.

LÆS OGSÅ: Alt andet end arketypisk rutsjebanetur med vild vokal

Den nordiske jury, bestående af musikjournalisterne Audun Vinger (NO), Arnar Eggert Thoroddsen (IS), Ilkka Mattila (FI), Annah Björk (SE) og Anna Ullman (DK), har sammen udarbejdet listen over de 12 nominerede til årets Hyundai Nordic Music Prize, hvoraf en international jury vil kåre en vinder herudfra.

Modsat mange andre nomineringslister er kvinderne i øvrigt i markant overtal – faktisk er der kun to mandlige kunstnere ud af 12 på listen, finske Jori Hulkkonen og danske Bisse.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2019: Afstemningen starter nu

De nominerede er:

Island

GDRN: Hvað ef

Gyda: Evolution 

Finland

Jori Hulkkonen: Simple Music For Complicated People

Karina: Karina

Danmark

Bisse: Tanmaurk

Soho Rezanejad: Six Archetypes

Astrid Sonne: Human Lines 

Norge

Lil Halima: Love Songs for Bad Lovers

Marja Mortensson: Mojhtestasse - Cultural Heirlooms

Sverige

Jenny Wilson: Exorcism

Robyn: Honey

Sarah Klang: Love in the Milky Way


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA