Nyhed

Edderkop opkaldt efter Neil Young

En amerikansk biolog har opkaldt en ny type edderkopper efter den canadiske sangskriver

Vi kunne for nylig her på GAFFA.dk fortælle, at Neil Young har været nogle ture i arkiverne de seneste to år for at grave materiale frem til en kommende udgivelse med ti dvd'er.

Det viser sig nu, at mens han har stået med hovedet i papkasserne på loftet, så er der en reel chance for, at han har mødt en ottebenet navnebror.

Den amerikanske biolog Jason Bond har nemlig opdaget en ny type edderkopper, der lever i USA, og som han har brugt det sidste år på at bevise er forskellig fra de allerede opdagede arter.


Ifølge Reuters fortæller Bond, at der er særdeles stramme regler for navngivningen af nye arter. Men følges de, er der faktisk mulighed for at navngive, som man vil.

Derfor er det lykkedes Bond at opkalde arten efter sit idol Neil Young. Den nye art hedder nu "Myrmekiaphila neilyoungi", hvilket Bond begrunder ved at fortælle, at han både beundrer Youngs musik og aktivisme for fred og retfærdighed.

Ifølge Reuters er det ikke første gang en musiker har fået et dyr opkaldt efter sig. Tidligere på året blev en bille, der ser ud som om den har en smoking på, opkaldt efter Roy Orbison.


ANNONCE