x

R&b-sangeren James Ingram er død

R&b-sangeren James Ingram er død

Skrev hit til Michael Jackson

Den amerikanske r&b-sanger, sangskriver og dobbelte Grammy-vinder James Ingram er død, 66 år gammel, skriver New York Times.

Ingrams ven og samarbejdspartner, Debbie Allen, skriver på Twitter: "Jeg har mistet min kæreste ven og samarbejdspartner James Ingram til det Himmelske Kor. Han vil altid blive lovprist, elsket og husket for sit geni, sin kærlighed til familien og sin humanisme. Jeg er velsignet ved at have været så tæt på ham. Vi vil for evigt mindes hans navn."

Sangeren indledte karrieren som pianist hos blandt andre Ray Charles, inden han gik solo. Han medvirkede på Quincy Jones' 1981-album The Dude og vandt i den forbindelse en Grammy. Hans solodebutalbum udkom i 1983 og var produceret af Quincy Jones, der blandt andet er kendt for sit samarbejde med Michael Jackson. Ingram og Jones skrev sammen nummeret "P.Y.T. (Pretty Young Thing)" til Jacksons megahittende album Thriller fra 1982.

Sangeren fik to førstepladser på den amerikanske singlehitliste, Patti Austin-duetten "Baby, Come to Me" fra 1982 og "I Don't Have the Heart" fra 1990. Han er også kendt for hits som Grammy-vinderen "Yah Mo B There" (1983) i duet med Michael McDonald og "Somewhere Out There" (1984) i duet med Linda Ronstadt. Han medvirkede desuden på det store hit "We Are the World" fra 1985 med USA for Africa.

Ingram skruede ned for aktiviteterne i de senere år, og hans seneste og femte album, Stand (in the Light) stammer tilbage fra 2008.

Ifølge TMZ var dødsårsagen kræft i hjernen.

Se musikvideoen til hittet "Yah Mo B There" i duet med Michael McDonald:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA