Nyhed

Go Go Berlin tilbage med ny lyd og flot video

GAFFA – alt om musik

Efter mere end tre års udgivelsesstilhed er Go Go Berlin tilbage med singlen "Here Comes the Darkness" og en tilhørende, flot video, som du kan se ovenfor.

"Here Comes the Darkness" er første single fra gruppens kommende tredje album og præsenterer en ny lyd fra gruppen. Den tidligere retro-rock er blevet nedtonet til fordel for keyboards og elektroniske beats, om end udtrykket dog stadig byder på guitar og Christian Viums kraftfulde vokal. Noget, som man også har kunnet opleve live ved gruppens koncerter sidste år.

LÆS OGSÅ: Den nye Go Go Berlin-lyd fører formentlig til bandets endelige gennembrud


Siden sidste album har bandet mistet deres bassist Emil Rothmann grundet musikalske uoverensstemmelser, og de er nu en kvartet. De har også bygget eget studie i deres øvelokale i Aarhus. Christian Vium fortæller:

– Vi sagde farvel til det gamle Go Go Berlin og begyndte at omtale os selv som Go Go Berlin 2.0. Det satte gang i kreativiteten, og vi gav os selv lov til at eksperimentere med nye lyde og idéer. Alt var lige pludselig tilladt. Men i processen står man også som en forvirret Columbus, der ikke aner, hvor man kommer til at gå i land.

"Here Comes the Darkness" handler om det kreative tomrum, der opstod, da gruppen i 2017 pludselig stod med en tom kalender efter fire års turnévirksomhed og senest en tour, som havde bragt dem rundt i både Danmark, Europa, USA og Asien. Christian Vium fortæller:


– I tiden lige efter touren havde jeg sindssygt svært ved at falde i søvn om aftenen. Jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne hjælpe bandet i gang igen, så vi kunne komme ud af det her pitstop eller den her limbo, vi var havnet i. ”Here Comes the Darkness” handler netop om den følelse, at mørket altid kommer snigende; også selvom man prøver at gøre gode ting for sig selv. Men det er også okay, og den følelse skal der sgu også være plads til.

Go Go Berlins tredje album ventes ude til efteråret, og de er på turné i marts måned. Se datoer på gruppens hjemmeside.

GAFFA og Red Bull Music optog i øvrigt sidste år en video, hvor gruppen opfører nummeret på Salling Rooftop i Aarhus under Spot Festival. Se den solbeskinnede video her.


ANNONCE