Nyhed

GRAMMY: Alicia Keys spiller sange, hun ville ønske, hun selv havde skrevet

GAFFA - Alt om musik

Halvvejs igennem Grammy Awards 2019 optrådte den populære r&b-sanger med et medley af sange, hun ville ønske, hun selv havde skrevet

I nat dansk tid løb det årlige Grammy Awards-show af stablen i Los Angeles, Californien. Aftenens vært var r&b-sangeren Alicia Keys, der halvvejs igennem showet satte sig mellem to klaverer – ét sort og ét hvidt – og begav sig ud i et medley af forskelligartede sange, som alle havde det til fælles, at hun ville ønske, hun selv havde skrevet dem.

Keys gav et shout out til den afdøde trinidadiske jazzpianist- og sanger Hazel Scott, der blandt andet er kendt for at spille på to klaverer samtidig i filmen The Heat’s On fra 1943. Herefter fortalte Keys aftenens publikum om sit forhold til de sange, hun beundrer, her citeret af Rolling Stone:


"I ved, de sange, der bor inden i jer og bor inde i mig, og man elsker det så meget, fordi det blev gjort så godt, at du ville ønske, at det var dig, der skrev dem. Sådan har jeg det med de her sange – jeg ville ønske, at jeg skrev dem”

Sangerinden spillede blandt andet Roberta Flacks ”Killing Me Softly”, hvilket er sangen, hun tænker på i tilfælde af hjertekval, hvorefter hun gik over i et cover af rapperen Juice WRLD’s ”Lucid Dreams”, der ifølge Keys er sangen, man hører, når det er ”tid til at komme videre”. En video uploaded på Twitter viser et uddrag af ceremonien, hvor Alicia Keys prøver kræfter med Kings Of Leons ”Use Somebody”, Drake-hittet ”In My Feelings” og Lauren Hill’s ”Doo-Wop (That Thing)”. Det hele kulminerede med, at husorkesteret faldt ind og hjalp Keys med en udgave af hendes eget hit ”Empire State of Mind” til stor begejstring fra salen:

”Endelig skriver man den sang, man ville ønske, man skrev” lød det fra aftenens vært.

Alicia Keys har selv vundet 15 Grammy-priser, og i 2018 udgav hun sit seneste studiealbum Here, som fik en flot femstjernet anmeldelse i GAFFA.


LÆS OGSÅ: Nærvær pakket ind i minimalistisk r&b

For en komplet oversigt over vinderne ved Grammy Awards 2019 læs med her

ANNONCE