Nyhed

Magtens Korridorer til Grøn Koncert

Også MC's Fight Night vender tilbage til Grøn Koncert i år

Man kommer nok ikke udenom, at Magtens Korridorer gjorde et indtryk, da de i 2006 åbnede Spot Scenen på Grøn Koncert-turnéen.

Bandet underholdt ikke bare de fremmødte, men også de frivillige, hvilket der blev sat så meget pris på, at de efterfølgende modtog årets Respektpris, der uddeles af de mange, der hvert år arbejder gratis på Grøn Koncert.

Derfor er det helt naturligt, at bandet efter successen med albummet "Det Krøllede Håb" er blevet inviteret tilbage. Denne gang sker der dog en opgradering, så til sommer får de i stedet lov til at åbne Grøn Scene.


Den sidste tilføjelse til programmet er freestyle-rap-konkurrencen MC's Fight Night, der var med for første gang sidste år, da Grøn Koncert fejrede sit 25 års jubilæum.

I år er det freestyle-rapperne Kejser A, Ham den Lange, Mikl, Shake, Fantomet, Pede B, Rødhætte og Henrik Hass, der indtager bokseringen med Jøden som konferencier, og musikken leveret fra DJ Static og BoomBlastaz.

Dermed ligger programmet for Grøn Koncert 2008 klar, og det indeholder ud over de nævnte Aqua, D-A-D, Nik & Jay, Spleen United, Suspekt og Burhan G.


ANNONCE