GAFFA – alt om musik
Politiet opdagede 20-årige Willie McCoy sovende i sin bil med en pistol i skødet.
Lørdag nat fandt to politibetjente en ung mand sovende i sin bil på en Taco Bell-parkeringsplads i byen Vallejo, Californien. Manden, der senere er blevet identificeret som 20-årige rapper Willie McCoy, havde en ladt pistol i skødet, mens han sov. Det fik betjentene til at tilkalde forstærkning.
Efter McCoy blev vækket, nægtede han at følge politiets ordre om at holde sine hænder i vejret, og da han ifølge Vellejos politiafdeling hurtigt bevægede sin hånd ned mod våbnet, åbnede de nu seks betjente ild mod McCoy, skriver NBC News.
Ifølge politiet i Vallejo fortsatte betjentene med at råbe ordrer ad McCoy, mens skyderiet fandt sted. Bagefter låste de bildøren op gennem et ødelagt vindue og forsøgte at give McCoy livreddende hjælp uden held. Han blev erklæret død på stedet.
Politidirektør Andrew Bidou siger, at politiet er i gang med de tidlige faser af en gennemgang af skyderiet. Han bemærker, at "ethvert tab af liv er en tragedie". Politiet har ikke identificeret McCoy ved navns nævnelse i deres officielle udmelding.
McCoys fætter David Harrison kritiserer politiets dømmekraft og formoder, at McCoys reaktion bundede i forvirringen af at blive vækket:
”Jeg tror ikke, han havde tid til at reagere. Når du vågner fra søvn, så ved du ikke, hvad der er omkring dig eller hvem, der taler til dig”.
McCoy, der gik under rap-aliasset Willie Bo, blev identificeret af sin familie. Familien kræver ifølge NBC News udlevering af politiets kameramateriale og betvivler, at betjentenes handling var berettiget.
LÆS OGSÅ: Ryan Adams beskyldt for sexchikane af syv kvinder