x

Hør Cardi B og Bruno Mars på ny sensuel single

Hør Cardi B og Bruno Mars på ny sensuel single

På singlen ”Please Me” samarbejder de to ultrapopulære kunstnere endnu engang

Efter et kort fravær fra Instagram i kølvandet på sin Grammy-sejr for Bedste Rap Album delte Cardi B i går et opslag, hvor hun annoncerede en ny single med Bruno Mars.

Nu er den korte ventetid ovre, og singlen ”Please Me” er udkommet. Nummeret er produceret af Mars og producerholdet The Stereotypes og byder på smooth, forførende r&b i klassisk 90’er-stil.

Lyt til ”Please Me” nedenfor:

Sidst de to verdensstjerner samarbejdede var på remixet af singlen ”Finesse”, som er blevet streamet mere end 700 millioner gange og er nomineret til Årets Internationale Hit ved GAFFA-prisen 2019.

LÆS OGSÅ: GAFFA-PRISEN 2019: Og de nominerede er...

Cardi B har siden debutpladen Invasion of Privacy 2018 genereret flere hits, der tilsammen har akkumuleret over to milliarder afspilninger, og den 26-årige rapper har vist sig som et af de største navne på den internationale rap-scene.

LÆS OGSÅ: GRAMMY: Al den snak om lighed gav pote – kvinderne sejrer

Hendes sejr ved årets Grammy-prisuddeling skabte dog en vis røre, da Ariana Grande på Twitter udtrykte sin utilfredshed med, at den afdøde rapper Mac Millers album Swimming ikke vandt Bedste Rap Album. Siden har Grande dog slettet sine tweets.

LÆS OGSÅ: Lady Gaga forsvarer udskældt Cardi B efter Grammy-sejr

Cardi B er nomineret til to GAFFA-priser for Årets Internationale Solist og Årets Nye Internationale Navn. Hun kan opleves på Roskilde Festivals Orange Scene den 3. juli.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA