x

José González kommer til Danmark

José González kommer til Danmark

Den svenske sanger og sangskriver José Gonzáles returnerer til Danmark og kan i år opleves den 1. august på Train i Aarhus.

González er kendt for sine let melankolske sange og sin blide vokal akkompagneret af fingerspil på akustisk guitar. Han udgav i 2003 sit debutalbum Veneer, In Our Nature i 2007 og senest Vestiges & Claws i 2015.

Koncerten i Aarhus er en solo-koncert. Foruden at spille solo er den svenske indiepop-kunstner medlem af bandet Junip og har desuden samarbejdet med engelske Zero 7 på deres album The Garden, hvor hans vokal kan opleves på numrene ”Futures”, ”Left Behind” og ”Today”.

González har i Danmark spillet koncerter på blandt andet Roskilde Festival, i DR Koncerthuset og i Store Vega og besøgte senest landet sidste år med strygerensemblet String Theory til en optræden, som GAFFAs anmelder Sandra Sohn tildelte fem stjerner og kaldte ”En sammensmeltning i ophøjet leje”.  

Billetsalget til koncerten på Train starter på torsdag den 21. februar klokken 10.

Læs også: González og String Theory i progressiv sammensmeltning


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA