Nyhed

PREMIERE: Provokunstner-projekt klar med Tarantino-agtig musikvideo

GAFFA – alt om musik

Provokunstprojektet Sound of a Gunshot udgiver i dag deres første studiealbum. Det markeres med en grynet Grindhouse-inspireret musikvideo

En chilensk provokunstner, en ung dansk sangerinde, en rapper fra New York og L.O.C.’s producer mødes. Nej, det er ikke begyndelsen til en syret vittighed, men derimod baggrunden for det musikalske kunstprojekt Sound of a Gunshot, som netop har udgivet deres studiealbumdebut akkompagneret af en musikvideo til nummeret ”Death Row”.

Projektet er søsat af den chilenske kunstner og provokatør Marco Evaristti (blandt andet kendt for værket Helena med guldfisk i en blender), der tilbage i 2014 blev introduceret for produceren Esben ”Es” Thornhal af Evaristtis ven og Thornhals faste kollega Liam O’Connor, alias L.O.C. Evaristti mødte også sangerinden Chio Dyrlund og rapperen Mike Ekim, og meget snart blev de alle enige om at oversætte de tekster, Evaristti havde brygget på gennem en årrække, til musik.


Resultatet er albummet Desires, der i dag udkommer efter to singleudgivelser "Stereo" og "Death Row" fra 2018. Sammen med albummet har Sound of a Gunshot netop udsendt en dunkel og stilistisk musikvideo til ”Death Row”, en sang der sammenblander fræk surf-guitar, gotisk stemning og isnende kølig vokal. Lyrikken er skrevet af Evaristti, baseret på et interview, han udførte med en dødsdømt fængselsindsat nogle år tilbage.

Se musikvideoen til ”Death Row” nedenfor:

Thornhal fortæller om projektet: ”Det er svært at sætte genre på Sound of a Gunshot. Bedst kan det nok beskrives som en bastard, hvis Quentin Tarantino og David Lynch fik et barn”.


Musikvideoen til singlen ”Stereo” fra 2018 blev nomineret til en CPH:PIX award for bedste musikvideo og har vundet flere priser i udlandet. Sangen blev dengang valgt af GAFFAs redaktion som én af de bedste nye udgivelser.

LÆS OGSÅ: Bedst lige nu – 12 stærke sange til weekenden

ANNONCE