Har skrevet albummets 10 sange
Alt-countrysangerinden Lucinda Williams har skrevet de 10 numre, der skal være på hendes næste album. Opfølgeren til "Essence"- albummet fra 2001 påbegyndes i næste måned.
Efter lange pauser mellem ny Lucinda Williams-musik, seks år mellem "Sweet Old World" og "Car Wheels On A Gravel Road", er hun begyndt at arbejde hurtigere for at bevise over for vennerne, at hun godt kan. "Essence" tog 14 dage at skrive, for som hun siger til Rollingstone.com: "Du vågner op, laver kaffe og begynder at skrive."
Af andre Lucinda Williams-nyheder kan det nævnes, at hun i et samarbejde med kaffe-kioskerne Starbucks i Amerika skal udsende et compilation-album med sin yndlingsmusik. "Artist’s Choice", som samlingen hedder, kommer blandt andet til at indeholde numre med Leonard Cohen, The Band, Van Morrison, Ron Sexsmith, John Coltrane og Nina Simone.