Copenhell klar med 10 nye navne

Copenhell klar med 10 nye navne

Alle hovednavne er nu på plads

Copenhell har netop offentliggjort 10 nye navne, nærmere betegnet Scorpions, Pretty Maids, Living Colour, Glenn Hughes, Unleashed, Slægt, Candlebox, Katatonia, Manticora og Demon Head. Samtidig fortæller festivalen, at alle hovednavne nu er på plads.

De tyske hardrockere Scorpions har eksisteret i mere end 50 år, men er stadig i topform. Gruppen spilede også på Copenhell i 2016, hvor de i tordenvejret leverede en præstation, som udløste seks stjerner fra GAFFA. Gruppen lukker Copenhell sent lørdag aften.

LÆS OGSÅ: Al magt til Mikkey Dee & Scorpions

Danske Pretty Maids er også veteraner, der har været i gang siden 1981 og har et internationalt publikum. Bandet har udgivet hele 15 album og holder et solidt niveau både på album- og koncertfronten. Ja, faktisk fik de også hele seks stjerner, da de spillede på Copenhell i 2015.

LÆS OGSÅ: Det var lige godt s….. Pretty Maids!

Living Colour fra New York er noget ganske andet og kendt for deres særlige blanding af metal, rock, funk, jazz og hiphop med Corey Glovers soulfulde vokal i front. De står bag blandt andet hittene ”Cult of Personality” fra 1988 og "Love Rears Its Ugly Head" fra 1991 og fik fine anmeldelser for deres seneste album, Shade fra 2017.

Deep Purples tidligere bassist og sanger Glenn Hughes, kendt for tilnavnet ”The Voice of Rock” og også fra blandt andet Black Country Communion og kortvarigt Black Sabbath, spiller i dag sammen med en rock-supergruppe bestående af blandt andet de danske musikere, guitarist Søren Andersen og keyboardspiller Jay Boe. De gæster i år Copenhell med deres ”Glenn Hughes Performs Classic Deep Purple Live”-verdensturné, som hylder Hughes' gamle, særdeles indflydelsesrige gruppe, som han var medlem af fra 1973-76.

Unleashed er kendt som nogle af stilskaberne inden for den svenske dødsmetal, og gruppen, der blev dannet i 1989, holder fast i den klassiske dødmetal-lyd med Johnny Hedlunds vilde skrig i front.

Danske Slægt spiller blackened heavy metal. Sangteksterne er præget af det overnaturlige og det okkulte, og musikken byder på en rå black metal-vokal, blastbeats og pågående guitarriffs. På én gang aggressivt og melodisk.

Amerikanske Candlebox dukkede op lige midt i grunge-bølgen i de tidlige 90’ere, men gruppens musik var et helt andet sted, nemlig påvirket af blues-hardrock og med en mere poleret lyd, men det resulterede alligevel i adskillige hits. Bandet er blandt andet berømt for forsanger Kevin Martins intense vokal.

Svenske Katatonia har gennem de seneste næsten 30 år bevæget sig fra død og doom hen over traditionel heavy metal og til en mere progressiv, rocket lyd. Bandet besøger Copenhell 2019 på deres ti-års jubilæumsturné for deres skelsættende album Night Is the New Day, som de vil spille under denne koncert. 

Hvidovre-gruppen Manticora spiller thrashet, progressiv power metal tilsat et gennemført horror-tekstunivers, og bandet udgav deres ottende studiealbum sidste år.

Københavnske Demon Head spiller retrorock inspireret af blandt andet 60’ernes syrerock og 70’ernes proto-metal. Gruppen markerer sig med dobbelte guitarsoloer, okkulte tekster og tunge og langsomme numre.

Billetsalget til Copenhell har ifølge festivalen været det hurtigste i hele festivalens historie, og der er allerede udsolgt af både firedagsbilletter og torsdagsbilletter. Festivalen finder sted 19.-22. juni, og billetsalget er i fuld gang på copenhell.dk.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA