x

Roskilde Festival kritiseres igen efter booking af heilende sanger

Roskilde Festival kritiseres igen efter booking af heilende sanger

I går præsenterede Roskilde Festival 30 nye navne, hvoriblandt det amerikaske metalband Philip Anselmo and the Illegals var at finde. Nu møder festivalen kritik, da frontmanden i bandet, Phil Anselmo (tidligere sanger i Pantera) har udtrykt sig i racistiske og nazistiske vendinger.

Polemikken består i, at Anselmo under en koncert i 2016 blev fanget på film, mens han heilede og skreg ”white power”. Anselmo har selv efterfølgende sagt, at det bare var for sjov. Du kan se episoden i videoen nedenfor.

”I mener seriøst ikke, at I vælger at booke en så problematisk kunstner som Anselmo i 2019, når jeres postulat om ligestilling, ingen racisme o.l. pladrer hvert eneste hegn til på festivalen. Det er så slapt og useriøst,” skriver en person på festivalens Facebook-side. Han fortsætter: ”Det er en kæmpe brøler. Tænk jer for helvede om eller drop jeres latterlige PR, som tydeligvis ikke betyder noget, når man vejer den op mod profitmuligheder”.

Hertil svarer festivalen: ”Vi forstår godt, at flere er blevet stødt over Phil Anselmos tidligere udskejelser. Vi tror fortsat ikke på, at manden er, hvad medierne udstillede ham som tilbage i 2016. Men vi kan hurtigt blive enige om, at det var decideret upassende opførsel, som mange blev stødt over. Men han har undskyldt. Det kan man så tage til sig eller lade være. Vi har booket ham, fordi han fortsat er kunstnerisk relevant og leverer fremragende koncerter.”

LÆS OGSÅ: Bandmedlem accepterer Phil Anselmos undskyldning

Beskyldningerne mod Anselmo strækker sig dog langt tidligere end 2016. Allerede i 1995 kunne man høre ham udtrykke sig i kontroversielle vendinger til en koncert.

I 2003 udsendte Anselmo ligeledes albummet A Lethal Dose of American Hatred med et andet af sine projekter, Superjoint Ritual. På dette album forefindes sangen ”Stealing A Page Or Two From Armed And Radical Pagans”, hvor kontroversielle linjer som ”No more of the coward Muhammeds” og ”Taking no pity on the Jewish elitists” forekommer. Det er således ikke første gang, at Anselmo er i det negative søgelys.

LÆS OGSÅ: Phil Anselmo tilbyder at kvitte band efter nazi-hilsen

Også Roskilde Festival har tidligere været i vælten for bookingen af Anselmo. Til 2018-udgaven af festivalen bookede de således metal-bandet Scour, i hvilket Anselmo også er forsanger. Dengang talte GAFFA med Roskilde Festivals musikansvarlige Anders Wahrén, der sagde at ”det er forståeligt, at der er nogen, der reagerer voldsomt på, at han har gjort, hvad han har gjort. For os at se er det dog rigtig vigtigt at se på bandet Scour, og se på om de står for noget, som vi ikke kan stå inde for. Og så må man derudover kigge på, om det er at give en mand et talerør for nogle holdninger, vi ikke kan stå inde for.”

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival udsat for kritik efter booking af heilende sanger


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA