Nyhed

Metallica afslører fremskyndet udgivelse af album

Den nye plade rammer butikkerne til september ifølge bandet

Til deres koncert på Weenie Roast-festivalen i Californien for to dage siden afslørede Metallica efter deres 15 numre lange sæt, at deres kommende plade bliver udsendt til setember. Det er tidligere end ellers rapporteret, hvor pladen er blevet sat til at skulle udgives i oktober.

Til trods for bandets nye hjemmeside www.missionmetallica.com, hvor James Hetfield og co. giver smagsprøver på den kommende plade, valgte bandet til deres koncert i forgårs at holde kortene tæt ind til kroppen, og der blev ikke løftet sløret for nogle af de nye numre, men derimod budt på masser af gamle metalslagere, som bandet har for vane til deres koncerter de seneste år.

Ud over en tilnærmelsesvis præcisering af udgivelsestidspunktet for den kommende, endnu ikke navngivne plade, kunne trommeslager Lars Ulrich fortælle, at bandet drager på turné til oktober i kølvandet på udgivelsen af albummet.


Om der er tale om en Europa-, USA- eller en helt tredje turné, meddelte Ulrich dog ikke, så metalfans og andre rockglade mennesker må bare krydse fingre, og så ellers glæde sig over, at det nye album udkommer før end tidligere annonceret.

ANNONCE