Saybia-musikere danner band med Peter Sommer-hyldet trubadur

Saybia-musikere danner band med Peter Sommer-hyldet trubadur

Et overraskende samarbejde mellem sangeren og sangskriveren Klaus Handsome og de garvede Saybia-musikere alias Gadens Løse Fugle er opstået og kan nu høres på singlen Jeg vil.

Det slog første gang gnister imellem de erfarne musikere på Gæstgiveren i Allinge i 2016, hvor Saybia-musikerne i ren begejstring over Klaus Handsomes sange inviterede sig selv på scenen til hans koncert forinden deres egen.

Siden 2016 er der sket meget. Saybia-forsangeren Søren Huss tog hul på sit tredje soloalbum, og de øvrige Saybia-musikere, som nu går under navnet Gadens Løse Fugle, påbegyndte ligeledes nye projekter, men fortsatte med at spille sammen en gang om ugen. I den forbindelse inviterede bandet Klaus Handsome over til en jam, hvorfra det nu etablerede samarbejde for alvor kom på tale.

Singlen Jeg vil er den første ud af flere sange i musikernes samarbejde, der til foråret udkommer på en ep. Bandet og Handsome giver også deres første fælles koncert 13. marts på Huset i København.

Jeg vil indeholder en fremadrettet energi, et nutidigt favntag med sprog og melodi samt en hilsen til den dansksprogede beatmusik, som den tog sig ud, da fundamentet var frisk og stierne ubetrådte. Sangens tekst kredser om kontrasterne og drømmene i kærligheden. 

Med singlen følger en musikvideo fuld af liv og glade dage, som kan ses her:

Klaus Handsomes musikkarriere kan spores tilbage til 80’erne, hvor han blev et kendt indslag på musikscenen i Skanderborg og senere en stor inspirationskilde og mentor for den nu kendte 8660-kunstner Peter Sommer. De to har flere gange optrådt sammen, blandt andet på Smukfest, og Sommers sang "Tigger" er tilegnet Klaus Handsome.

Saybia bærer på et solidt bagkatalog fyldt med rocktoner, der spænder sig bredt fra bandets start i år 2002 til den samlede gruppes seneste udgivelse, som udkom i 2015.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA