Nyhed

Elbow giver indendørs koncert i Danmark

GAFFA – alt om musik

Det storladne Manchester-band giver deres første indendørs koncert på dansk jord i otte år

Ved 2018s udgang kunne GAFFA meddele, at Elbow ville gæste Heartland Festival 2019. Nyheden var kærkommen for fans af gruppens symfoniske indie-rock, eftersom dette ville blive Elbows første danske koncert i otte år. Tre måneder senere kan vi nu offentliggøre, at de fire Manchester-darlings allerede vender tilbage til Danmark den 17. november 2019 i DR Koncerthuset.

LÆS OGSÅ: Heartland klar med syv nye navne


Elbows lyd bærer præg af barok-pop og storladen indie-rock, og bandet bygger således videre på Manchesters navnkundige historie af bands som The Smiths, Radiohead, Joy Division og Coldplay. De fem oprindelige medlemmer fandt sammen tilbage i 1990, hvor de gik en hård begyndelse i møde med at spille på pubs og skrive kontrakt med et pladeselskab kun for at blive droppet igen. I 2008 udgav de imidlertid deres gennembrudsalbum The Seldom Seen Kid, som vandt superlativer fra anmeldere, flotte hitlisteplaceringer og en Mercury Prize.

Elbows seneste udgivelse var Little Fictions fra 2017, og albummet fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der komplimenterede musikkens både jordbundne og elegante natur.

I dag bliver Elbow anset som et af de mest populære britiske bands, og de, der ikke kan komme til sommerens Heartland Festival og høre hvorfor, kan se frem til endnu en mulighed for at opleve de efterhånden sjældent sete briter.


Elbow optræder i DR Koncerthuset søndag d. 17. november 2019. Billetter kan købes på drkoncerthuset.dk, og salget starter fredag 15. marts klokken 10.00.

ANNONCE