Nibe Festival holder nattefester med stjernenavne

Nibe Festival holder nattefester med stjernenavne

Festivalen i Skalskoven vælger at rykke rundt på programmet, så det unge publikum kommer mere i fokus til de sene shows. Det betyder blandt andet nattefester med netop offentliggjorte Martin Jensen, TopGunn, Emil Lange feat. Nibe AllStars samt ItaloBrothers & DJ Aligator.

De foretagne ændringer kommer udelukkende til at omfatte musikprogrammet, hvor det unge publikum kommer til at være i større fokus i forhold til planlægningen af de sene koncerter på Hestepladsen.

Festivalleder Peter Møller Madsen forklarer: ”Når det kommer til den måde, vi har afviklet vores musikprogram på, så har vi gjort det på samme måde i mange år. Nu skal vi prøve noget nyt”, siger han og fortsætter: ”De unge har ligesom et ekstra gear, når vi kommer ud på natten, så vi skubber den sene koncert på Store Scene til start kl. 01:30, og så vil fokus være mere på stemningskoncerter, der kan være med til at understøtte festen.”

I år bliver det blandt andet navne som Martin Jensen (billedet), TopGunn, Emil Lange feat. Nibe AllStars samt ItaloBrothers & DJ Aligator, der skal skrue tempoet op på Hestepladsen i de sene nattetimer.

Foruden disse ændringer vil de store navne, der indtil nu har været toneangivende sent om aftenen, blive placeret tidligere i programmet, så flere har mulighed for at deltage i de store koncerter klokken 19.30 eller 22.30. Derudover rykkes dagens første koncerter en time frem for at tage hensyn til artisterne.

”Det her bliver en generel opgradering, der kommer alle vores gæster til gode. Nogle gange skal vi prøve lidt nogle andre ting, end vi plejer at gøre, og jeg er sikker på, gæsterne også kommer til at se fordelene i det nye system. Som en moderne festival i 2019 skal vi turde rykke lidt ved, hvad vi ”plejer” at gøre, så vi hele tiden kan udvikle os efter, hvad der er bedst for vores gæster”, afslutter Peter Møller Madsen.

Nibe Festival finder sted i Skalskoven ved Nibe 3.-6. juli. Køb billetter her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA