Heartland klar med ni nye navne

Heartland klar med ni nye navne

Den fynske festival føjer fortrinsvis danske artister til et i forvejen interessant program.

Heartland Festival har allerede kunnet præsentere spændende navne som Solange, The Good, the Bad & the Queen, The Raconteurs, The Smashing Pumpkins samt GAFFA-aktuelle Lewis Capaldi, der optrådte til dette års GAFFA-Prisen.

Nu kan festivalen ved Egeskov Slot imidlertid løfte sløret for ni nye navne. Blandt de offentliggjorte er blandt andre den intellektuelle electrorock-kvintet Hot Chip, der blandt andet opnåede en Grammy-nominering for storhittet ”Ready for the Floor”.

Derudover kan publikum også opleve de højaktuelle The Minds of 99, der blandt andet vandt samtlige kategorier, som de var nomineret i ved GAFFA-Prisen samt publikumsfavoritten Tina Dickow, der vender hjem fra det islandske.

I det mere intime hjørne bør nævnes Steen Jørgensen, Mads Langer og Tim Christensen, der alle sammen optræder under konceptet ”Acoustic evenings”, der vil blive afviklet i Talks-teltet.

De øvrige navne er festlige Den Sorte Skole, den svenske soulsangerinde Seinabo Sey samt den erfarne popgruppe Laid Back, der i februar vandt Pionerprisen ved uddelingen af Kritikerprisen Steppeulven.

LÆS OGSÅ: Tønder Festival offentliggør atter nye, spændende navne


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA