Nyhed

En af landets mest succesfulde dj's indtager Grøn 2019

GAFFA – alt om musik

For tredje gang optræder Kato til Grøn Koncert

Det er en intet mindre end velforberedt Kato, der kommer til at gæste årets Grøn Koncert. Dj’en, der bærer det borgerlige navn Thomas Kato Vittrup, har gennem sin mangeårige karriere gjort sig bemærket med alt fra mobile diskoteker til rollen som international dj-stjerne og radiovært. Med hits som ”Show Your Love” og ”Hey Shorty (Yeah Yeah Part 2)” i baghånden er den garvede Kato klar til at levere endnu en fest til Grøn Koncert.

Det er nemlig hans tredje tur i Grøn-manegen, og om dette hattrick fortæller Kato selv:


– Der er ingen tvivl om, hvor stor indflydelse Grøn har haft på min karriere, så derfor glæder jeg mig også helt vildt til at kunne tage min tredje tur rundt i landet sammen med de 700 frivillige “Kræwere”. Det burde egentlig være dem, der stod på plakaten, for det er deres hårde slid og kærlighed, der er Grøn – ikke artisterne, der jo skifter fra år til år.

LÆS OGSÅ: Grøn offentliggør danske 20-års jubilarer til årets program

Kato kommer i år til at optræde på Grøns Ghettoblaster-scene, der er placeret midt i publikumsområdet. Dette giver kunstneren unik mulighed for at komme helt ud og mærke stemningen blandt folk. Den jyske dj pointerer, at han har tænkt sig at benytte denne lejlighed til at skrue endnu mere op for festen.


– Jeg kommer for at give energi – og jeg håber, vores gæster kaster lige så meget energi tilbage til mig, som jeg har oplevet før.

Med sig på scenen har Kato den amerikanske sanger og producer Brandon Beal, der sammen med Snoop Dogg gæstede hans hit ”Never Let U Go” fra 2012.

Grøn Koncert 2019 bliver afholdt i uge 29 og 30, hvor koncertkaravanen kommer forbi Amager d. 18. juli, Kolding 19. juli, Aarhus 20. juli, Aalborg 21. juli, Esbjerg 25. juli, Odense 26. juli, Næstved 27. juli og endelig afsluttes turen i Valby d. 28. juli.


Billetter kan købes på grønkoncert.dk

LÆS OGSÅ: Dansk rap-stjerne bringer fest til Grøn 2019

ANNONCE