Nyhed

VIDEO: Pede B klar med ny single – set fra sin søns øjne

GAFFA – alt om musik

En historie om at være del af en atypisk familie

Den særdeles erfarne rapper Pede B er klar med en ny single som opvarmning til sin Lilla Lounge Tour, der har premiere den 11. maj i Pumpehusets Byhave. Singlen hedder "Lille ven" og er en beskrivelse af rapperen selv set gennem sin lige knap firårige søn Karls øjne. Det er en historie om at møde verden og være en del af en atypisk familie. Se den tilhørende video ovenfor.

Lille Ven er lavet i samarbejde med producerne FredNukes (der blandt andet er kendt fra Nobody Beats The Beats), Pilfinger og Mads Viktor. Det er desuden gæstet af den 18-årige sanger og rapper Dean Pless, der synger det melodiske omkvæd.


Videoen er lavet af Jacob Jorp og følger sangens handling. Om nummeret Pede B selv: “Jeg brugte et helt album på at fortælle om min frygt for at blive far (Byggesten fra 2015, red.). "Lille ven" er en slags part 2, hvor jeg gør status ved at overveje, hvordan Karl ser på mig. Personligt tror jeg, at det har været sundt at skrive noget, hvor jeg skulle se mig selv udefra på den her måde.”

Single-coveret er i øvrigt tegnet af hovedpersonen, altså Karl.

Fra den 11. maj og sommeren ud drager Pede B og crew på en turné, der blandt fører dem forbi Folkemødet og Smukfest.


Pede B blev især kendt for sine freestyle-evner under MC's Fight – som han vandt tre gange – og hans utrættelige produktivitet har udmøntet sig i ni studiealbum fra og med debuten i 2005. Hans seneste album er Over askeskyen 3 fra 2018.

LÆS OGSÅ: Rimsmeden og beatsnedkeren

 


ANNONCE