x

Rapperen Nipsey Hussle er død

Rapperen Nipsey Hussle er død

Blev kun 33 år

Den Grammy-nominerede Los Angeles-rapper Nipsey Hussle blev søndag skudt og dræbt i sin hjemby, skriver NBC. Hussle blev 33 år gammel.

Hussle blev sammen med to andre ramt af skud søndag klokken 15.25 lokal tid, da de stod uden for en tøjbutik, Hussle ejede på Slauson Avenue i det sydlige Los Angeles. De to andre ramtes tilstand er kritisk, skriver NBC. Efter skuddene faldt, flygtede en mand i bil.

Kun få timer før sin død tweetede rapperen: "At have stærke fjender er en velsignelse".

Artiklen fortsætter under tweetet

Nipsey Hussle, hvis rigtige navn var Ermias Asghedom, begyndte at udgive mixtapes i midten af 00'erne, men først i 2018 udsendte han sit egentlige debutalbum, Victory Lap, som blev nomineret til en Grammy i år i kategorien Best Rap Album. Albummet fik også en pæn anmeldelse i GAFFA.

LÆS OGSÅ: Vestkystens gør-det-selv-mand

Tilbage i 2012 optrådte Nipsey Hussle i Lille Vega i København og på Atlas i Aarhus. GAFFAs anmelder var dog ikke imponeret over sidstnævnte optræden.

LÆS OGSÅ: Neighborhood Nip fik røget noget kush, svinget med guldkæden og trykket på cd-afspilleren

Nipsey Hussle var som yngre involveret i Los Angeles-gadebanden Rollin 60s Neighborhood Crips, men havde i de senere år lagt bandearbejdet bag sig og var til gengæld involveret i uddannelse af unge inden for teknologi, ligesom han var med til at udvikle friluftsmuseet Destination Crenshaw med afroamerikansk kunst.

Mange musikere mindes nu Nipsey Hussle på de sociale medier. Her følger et udvalg:

 

Se musikvideoen til Nipsey Hussles single "Racks in the Middle" fra februar i år:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA