Nyhed

Mand anholdt for drabet på Nipsey Hussle

GAFFA – alt om musik

29-årig mand er i politiets varetægt

Politiet har nu anholdt en mand for drabet på rapperen Nipsey Hussle, der blev skudt og dræbt på åben gade i Los Angeles i søndags, oplyser CBS. Nussle blev 33 år gammel.

Den anholdte er den 29-årige Eric Holder, som blev anholdt i Los Angeles' sydøstlige bydel Bellflower. Politiet antager, at årsagen til drabet var en uoverensstemmelse mellem Hussle og Eric Holder.


Hussle blev sammen med to andre ramt af skud søndag klokken 15.25 lokal tid, da de stod uden for en tøjbutik, Hussle ejede på Slauson Avenue i det sydlige Los Angeles. Efter skuddene faldt, flygtede en mand i bil.

Kun få timer før sin død tweetede rapperen: "At have stærke fjender er en velsignelse".

Artiklen fortsætter under tweetet


Nipsey Hussle, hvis rigtige navn var Ermias Asghedom, begyndte at udgive mixtapes i midten af 00'erne, men først i 2018 udsendte han sit egentlige debutalbum, Victory Lap, som blev nomineret til en Grammy i år i kategorien Best Rap Album. Albummet fik også en pæn anmeldelse i GAFFA.

LÆS OGSÅ: Vestkystens gør-det-selv-mand


Tilbage i 2012 optrådte Nipsey Hussle i Lille Vega i København og på Atlas i Aarhus. GAFFAs anmelder var dog ikke imponeret over sidstnævnte optræden.

LÆS OGSÅ: Neighborhood Nip fik røget noget kush, svinget med guldkæden og trykket på cd-afspilleren

Nipsey Hussle var som yngre involveret i Los Angeles-gadebanden Rollin 60s Neighborhood Crips, men havde i de senere år lagt bandearbejdet bag sig og var til gengæld involveret i uddannelse af unge inden for teknologi, ligesom han var med til at udvikle friluftsmuseet Destination Crenshaw med afroamerikansk kunst.


Dagen efter sin død skulle Hussle have mødtes med repræsentanter for politiet for at tale om, hvordan man kan stoppe bandvold, skrev kriminalkommisær Steve Soboroff fra LA Police på Twitter:


Ifølge CBS udbrød der i øvrigt tumulter under en mindehøjtidelighed for rapperen mandag, da en mand viftede med en pistol, og mere end et dusin personer kom til skade.

ANNONCE