Nyhed

MØ aflyser turné i Asien grundet helbredshensyn

GAFFA - Alt om musik

Den danske verdensstjerne har i et håndskrevet brev på Instagram annonceret, at hun desværre ikke er i stand til at gennemføre turnéen i Asien.

MØ udgav i efteråret sit andet album Forever Neverland, hvilket har bragt hende ud på en verdensturné, der blev indledt i midten af januar i Washington D.C.

Nu må den danske superstjerne imidlertid aflyse en del af den asiatiske turné, der i den nærmeste tid blandt andet skulle bringe hende forbi Japan, Kina, Filippinerne og Taiwan.


I brevet på Instagram beklager hun meget aflysningen, der bunder i en afvejning af hendes helbred, og at hun følte sig fysisk og psykisk udmattet oven på sin seneste USA-turné: ”Jeg er et sted, hvor jeg på det kraftigste føler, at mit overordnede helbred har brug for opmærksomhed, og derfor har jeg valgt at foretage nogle hårde beslutninger for at give mig selv lidt tid”.

LÆS OGSÅ: Hør MØs nye temasang til Mumitroldene

Det lader dog til, at MØ genoptager sin turné i slutningen af april, hvor turen går til Australien og New Zealand. Man må derfor gå ud fra, at sommerens festivalkoncerter, der blandt andet bringer hende forbi Roskilde Festival, Fredagsrock i Tivoli og Nibe Festival, bliver gennemført som planlagt.


MØ måtte også aflyse fire koncerter i Australien i starten af 2017. Dengang var det dog grundet en alvorlig lungebetændelse.

LÆS OGSÅ: Se intens MØ hos Jimmy Fallon

ANNONCE