Nyhed

Claus Beck-Nielsen klar med album og koncerter

Multikunstneren tilbage – nyt album 2. juni og koncerter i København og Århus.

Multikunstneren Claus Beck-Nielsen insisterer hårdnakket på at være afgået ved døden i 2001, men har alligevel siden da været påfaldende aktiv både som forfatter, skuespiller, konceptkunstner og sanger, sangskriver og guitarist – dog under forskellige aliaser som Nielsen, Some Body og Das Beckwerk. For måske er han rent faktisk død?!

For to år siden udgav Claus Beck-Nielsens band – Claus Beck-Nielsen Memorial, han er jo nok død – cd'en "The European Dream Scream" med primært dansksprogede sange i grænselandet mellem spoken word og med tekster især hentet fra intimsfæren, men også om storpolitik.

Nu er Nielsens spøgelse og kompagni tilbage med albummet "Freedom On The March", der er på gaden mandag den 2. juni på det lille Århus-pladeselskab Geiger Records, der har specialiseret sig i udgivelser i spændingsfeltet mellem litteratur og musik. Denne gang er teksterne primært på engelsk, Nielsens genfærd synger mere, end det læser op, og sangene handler – som titlen antyder – mere om politik end privatliv.


Reinkarnationen af Beck-Nielsen følger udgivelsen op med to koncerter:
Onsdag den 4. juni kl. 20 i Hofteatret ved Christiansborg Ridebane. I øvrigt det samme sted, som albummet i sin tid blev indspillet

Det bliver en koncert for fuldt orkester, inklusive horn og The Memorial Gospel Choir, som også medvirker på albummet.

Dørene åbnes klokken 19:30, og bandet går på præcis kl. 20
Efter koncerten fejres det nye album i Hofteatrets bar, oplyser Das Beckwerk.


Beck-Nielsen-fans vest for Storebælt – og andre – får dog også chancen for at opleve genopvækkelsen af ham live. Claus Beck-Nielsen Memorial optræder nemlig også på årets Spot Festival, der finder sted i og omkring Musikhuset Århus i dagene 5.-7. juni. Det mere præcise tidspunkt kan ses på Spot Festivals hjemmeside.



Das Beckwerks hjemmeside

Spot 2008's hjemmeside

ANNONCE