x

Whitney gæster Aarhus med spændende special guest

Whitney gæster Aarhus med spændende special guest

Med sig har de den fremadstormende sangskriver Soccer Mommy.

Whitney gæstede forrige sommer VoxHall i Aarhus. Begejstringen var åbenbart gensidig, for Voxhall har netop kunnet offentliggøre, at den amerikanske duo genbesøger stedet den 7. august.

Whitney blev dannet af guitarist Max Kakacek og trommeslager Julien Ehrlich tilbage i 2015 efter opløsningen af deres band Smith Westerns. Ehrlich havde ligeledes gjort sig som trommeslager i Unknown Mortal Orchestra. Deres lyd kan bedst beskrives som en elegant og nuanceret indiepop, der både har undertoner af country og soul. Deres debutalbum Light Upon the Lake fra 2016 var en stor succes både blandt anmeldere og lyttere.

LÆS OGSÅ: Koncertaktuelle Whitney - Landevejsridderne, der lærte at tage sig selv seriøst

Til forskel fra koncerten i 2017, har de denne gang en "special guest" i form af den 20-årige schweiziskfødte amerikaner Sophie Allison, der, allieret med sin kantede guitarlyd, gemmer sig bag projektet Soccer Mommy. Hun albumdebuterede i 2018 med den stærke og inderlige Clean, der fik flotte anmeldelser i mange medier. Soccer Mommy spiller også koncert i Lille Vega i København dagen før koncerten i Aarhus.

I februar offentliggjorde Whitney ligeledes en koncert på Store Vega den 17. november.

LÆS OGSÅ: VIDEOPREMIERE: Se klavervirtuosen August Rosenbaum improvisere i ny video


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA