x

Klassiske musikere på stoffer

Klassiske musikere på stoffer

En ny tysk undersøgelse viser, at næsten en tredjedel af alle tyske klassiske musikere regelmæssigt tager medikamenter eller rusmidler. Det skriver Politiken.dk i dag.

Undersøgelsen er lavet af Kurt Singer Instituttet i Berlin og viser, at 25 til 30 procent regelmæssigt tager tabletter eller drikker alkohol mod angst for at optræde.

Undersøgelsen er udført af en Helmut Möller, der begrunder det udbredte misbrug med den hårde konkurrence blandt musikerne. Til avisen Berliner Zeitung siger han:

"Der bliver uddannet langt flere musikere, end der er brug for. Dertil kommer, at der er en betydelig indvandring af klassiske musikere udefra. Først og fremmest fra Rusland og Asien. Enhver, der består en eksamen i klassisk musik med karakteren god, har praktisk taget ikke en jordisk chance for at få et job".

Den tyske avis har talt med flere musikere, der er bekendte med problemerne, og til avisen siger Wagner-sangeren Roland Wagenführer:

"Hvis man lavede en dopingkontrol i de store operahuse, ville der ikke kunne opføres en eneste forestilling fra New York til Wien".

Både det stressfyldte liv og de konsekvenser, det kan have for nogle, blev dokumenteret tidligere på året i filmen "Trip To Asia - Die Suche Nach Dem Einklang", der følger Berliner Filharmonikerne på en turné til seks asiatiske storbyer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA