Nyhed

Det seksstjernede avantgarde-metalband Zeal & Ardor til Danmark

GAFFA – alt om musik

Blues, gospel og soul møder metal

Blues, gospel og soul møder metal i avantgarde-metalprojektet Zeal & Ardor, der er grundlagt og anført af schweizisk/amerikaneren Manuel Gagneus. Gruppens seneste og andet album, Stranger Fruit, fik hele seks stjerner af GAFFAs anmelder, og 9. november kan de opleves på VoxHall i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Sublim genreblanding på uafrystelig udgivelse
 
Projektet blev skabt i 2013, og omdrejningspunktet er blandingen af to umiddelbart meget forskellige genrer, gamle spirituals og black metal. Zeal & Ardor startede som et soloprojekt og udgav i 2016 debutalbummet Devil is Fine, men blev udvidet til et fuldt band, da de skrev kontrakt med MVKA Records i 2016 og flyttede fra New York City tilbage til Schweiz.


Zeal & Ardor optrådte på Copenhell i 2018 og besøgte senest Danmark i november 2018, hvor de spillede i Pumpehuset. Dengang fik de "kun" fire stjerner, men dog følgende rosende ord: "Når de er gode, så er de helt vidunderlige, men live ligger en del af kvaliteten i overraskelsen. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og høre dem for første gang igen."

LÆS OGSÅ: De store følelser savnede en retning

Sidste år gav Zeal & Ardor et interview til GAFFA, hvor Manuel Gagneus blandt andet fortalte følgende om sin usædvanlige genresammensætning:


– Der er helt klart et spirituelt aspekt i begge genrer, og derudover er de begge præget af dybtliggende emotionel intensitet. Den ene er bare mere aggressiv, hvor den anden er mere inkluderende og opløftende, og kontrasterne mellem de to spiller virkelig godt sammen. 

LÆS OGSÅ: Zeal & Ardor – Black metal møder spirituals 

Forsalget til koncerten er begyndt via fondenvoxhall.dk


Varm op med "Gravediggar's Chant":

ANNONCE