x

Knivdrab i Amager Bio

Knivdrab i Amager Bio

Under en koncert i Amager Bio lørdag aften med gruppen Magic System fra Elfenbenskysten opstod der omkring midnat tumult foran scenen, og det resulterede i knivstikkeri. To unge mænd på henholdsvis 16 og 18 blev ramt. Den 18-årige slap med overfladiske stik i ryggen, mens den 16-årige blev livsfarligt såret med syv stik. Efter at have svævet mellem liv og død på Rigshospitalets traumecenter natten over er han søndag formiddag afgået ved døden, oplyser DR Nyheder.

- Inde foran sceneområdet opstår der noget tumult og noget slagsmål (...) - og det udvikler sig så, så vi får en person, som nu er afgået ved døden, der bliver ramt med syv knivstik, siger den centrale efterforskningsleder, Steen Jensen til DR Nyheder.

Øjenvidner har også set en mand, der trak en pistol, og politiet har fundet flere patronhylstre fra skud med et skarpt våben. Men ingen mennesker er blevet ramt, oplyser politiet til DR Nyheder.

Politiet har anholdt seks personer i sagen og er stadig i fuld gang med efterforskningen, men har endnu ikke noget motiv til knivstikkeriet.

Drab på danske spillesteder er heldigvis meget sjældne. I 2005 blev en ung mand imidlertid dræbt af skud foran Nørrebro-spillestedet Rust. Drabet fandt dog sted tidligt på aftenen før åbningstid.

Aftenens orkester i Amager Bio, de meget dansable Magic System, har i øvrigt eksisteret siden 1996 og har i alt udgivet 5 cd’er. De har på verdensplan solgt 1,5 million album, fortrinsvis i Afrika, de Vestindiske Øer og Frankrig, hvor det ofte fransksprogede orkester har en stor fanbase.

Magic System på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA