x

Bo Diddley 1928-2008

Bo Diddley 1928-2008

”I may look like a farmer, but I’m a lover. You can’t judge a book by looking at the cover” var den rammende titel på et af Bo Diddleys mest kendte numre. Der til en afveksling ikke var skrevet af manden selv, eller som han rettelig hed det meste af livet, Ellas McDaniel. Ophavsmand var blueslegenden Willie Dixon, og det var netop blandt de helt store, der hvor gospel, blues og rock’n’roll mødes, at vi tæller Bo Diddley, som døde 2. juni, 79 år.

Blandt mandens inspirationskilder var en anden af bluesens store, nemlig Muddy Waters, som måske var mest kendt for at planke Diddley-sangen ”I’m A Man”, lave den om til et godmodigt drilleri over for den yngre kollega med titlen ”Mannish Boy”, hvor Muddy Waters praler med sin erfaring og hvordan han var ”way past 21”. Og han havde selvfølgelig noget at have det i, for oplægget til Diddley-sangen var en anden Muddy Waters-sang. Sådan lånte man af hinanden i al venskablighed.

Men hvor Muddy Waters forblev i bluesen, havde manden, der tog kunstnernavnet Bo Diddley, gang i sin helt egen stil, der dels lånte fra gospel, men også var resultatet af intenst lytten til cubansk rumba. Resultatet var en rullende rytmisk guitar, en slags opspeedet walking blues, der var særdeles karakteristisk og fik utallige efterligninger inden for rock’n’roll, så som Buddy Holly, hvis klassiker ”Not Fade Away” var rendyrket Diddley, ligesom en række af de prominente engelske bands, der fra starten af 1960’erne baserede sig på sort amerikansk musik, såsom Rolling Stones, The Yardbirds (med Eric Clapton), The Who og mange andre, vedkendte sig inspirationen fra Bo Diddley. Bare spørg The Band, som i inkarnationen Ronnie Hawkins & The Hawks hittede med Diddley-sangen “Who Do You Love”.

Bo Diddley blev oprindelig født som Otha Ellas Bates i de amerikanske sydstater, men allerede som seksårig flyttede familien til Chicago, hvor han snart spillede violin i de lokale gospelkirker. Fra 13-årsalderen spillede han guitar og dannede et band med marracasspilleren Jerome Green, ophavsmand til sangen ”Bring It To Jerome”. Han udkom fra 1955 på selskabet Checker med singlerne ”I’m A Man” og ”Bo Diddley”, hvor stilen allerede var fuldt udviklet og han ramte omgående 1. pladsen på r&b-hitlisten. Komplet med en fuldkommen utøjlet og selvsikker fremtoning kom hans hits derefter som perler på en snor. Blandt de fedeste var ”Hey Bo Diddley”, ”Road Runner” og ”Mona”.

Hvor B. B. King var kendt for sin halvakustiske Gibson-guitar med kælenavnet Lucille, blev Bo Diddley kendt for sin specialbyggede firkantede guitar, som oprindelig kom fra Gretch-fabrikken og gik under navnet The Twang Machine. Han var desuden fra starten kendt for sin egensindige stil, hvilket i 1955 fik den indflydelsesrige tv-vært Ed Sullivan til at gå totalt amok. Aftalen inden showet var at debutanten skulle spille Merle Travis-sangen ”Sixteen Tons”, men Bo Diddley brød alle aftaler og spillede hittet, hvor hans eget navn bliver sunget i en uendelighed. Selvbevidst over alle grænser fra starten.

Bo Diddley var aktiv til det sidste, og fejrede i 2005 sit 50-årsjubilæum med en turné over store dele af verden. Ligesom han fik alt, hvad der findes af hædersbevisninger, fra rockens Hall Of Fame til Grammy Lifetime Achievement Award. I 2007 begyndte det at gå ned ad bakke efter en hjerneblødning for et år siden og et efterfølgende hjerteanfald. Og i går døde tipoldefar Bo Diddley omgivet af hele klanen.

Når vi mindes ham i dag, så tænk på åbningen til ”Who do you love”:
“I walked 47 miles of barbed wire,
Used a cobra snake for a neck tie…..”

Altid en vinder. Tak for festen, Bo Diddley.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA