x

Brian May ønsker et nyt Live Aid – med fokus på klimaet

Brian May ønsker et nyt Live Aid – med fokus på klimaet

"Det er ikke så let, som det ser ud til"

Queen-guitaristen Brian May ønsker et nyt Live Aid, denne gang med fokus på kampen mod klimaforandringer, og han og Queen stiller meget gerne op. Det siger han til Daily Mirror.

"Det vil formodentlig kræve de yngre generationer at tage tyren ved hornene. Vi ville gerne hjælpe på enhver måde, vi kan, men jeg tror, at det er det, det ville kræve," siger May.

Han erkender dog, at projektet er lettere sagt end gjort.

"Folk har set så mange koncerter siden Live Aid, der havde til formål at redde verdens problemer, så det er ikke så let, som det ser ud til."

Queen gav en af deres mest omtalte optrædener ved Live Aid i London i 1985, en koncert, som også er klimakset i sidste års film om Queen og især Freddie Mercury, Bohemian Rhapsody.

Live Aid havde fokus på kampen mod sult i Afrika og vurderes til at have indtjent 150 millioner pund til formålet siden 1985. Til gengæld gik man ikke så meget op i klimaet, og et af showets højdepunkter var, at Phil Collins tog en Concorde over Atlanten, så han både kunne nå at optræde i London og ved den sideløbende koncert i Philadelphia.

Omvendt havde de store Live Earth-koncerter rundt om i verden 7. juli 2007 fokus på klimaet.

LÆS OGSÅ: Kina fjerner referencer til homoseksualitet fra Bohemian Rhapsody

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA