Nyhed

Bisse tager på halbal-turné med nyt album

GAFFA – alt om musik

Denne gang bliver det country

Bisse er kendt for sin høje produktivitet og store alsidighed, og nu er han snart klar med et nyt album igen-igen-igen. Det kommende udspil har endnu ikke fået en titel eller en udgivelsesdato, men det kommer til efteråret og bliver et countryalbum.

I forbindelse med albummet drager Bisse og hans faste band Bissebanden på såkaldt halbal-turné til "udvalgte spillesteder med plads til halmballer og store egoer". De har allerede annonceret en koncert på Hotel Cecil i København, og nu følger optrædener på Anarkist i Odense, Studenterhuset i Aalborg og VoxHall i Aarhus.


Bisse kan opleves følgende steder – billetsalget begynder torsdag den 23. maj klokken 10:

05.10 Hotel Cecil, København (allerede i salg, få billetter)
10.10 VoxHall, Aarhus 
11.10 Studenterhuset, Aalborg
12.10 Anarkist, Odense

Om det nye album udtaler Bisse: "På mit forrige album Tanmaurk rejste jeg rundt i landet, men med det nye album kommer vi endnu længere ud på landet. Det bliver et country-album dedikeret til alle drømmerne. Og det kommer ud, når høsten er i hus."

Det kommende album bliver Bisses niende fuldlængde-album fra og med debuten PMS fra 2015. Hans hidtil seneste er Tanmaurk fra november 2018, og det lille år, der kommer til at gå mellem de to udgivelser, er faktisk noget af det længste mellemrum, der har været mellem to Bisse-album. Der var cirka samme afstand mellem Højlandet fra oktober 2016 og 19.6.87 fra september 2017.


Trods den korte tid mellem albummene skorter det ikke på kvalitet, da de alle har fået enten fire eller fem stjerner af GAFFA.

LÆS OGSÅ: Bisse brillerer igen-igen – nu med symfoniorkester

Bisse kunne opleves på årets Spot Festival, denne gang sammen med Aarhus Symfoniorkester, hvor de fremførte numre fra albummet Tanmaurk, der er indspillet med et andet symfoniorkester, Copenhagen Phil. Desuden giver han en række solokoncerter i september – koncerter, som skulle have været holdt dette forår, men som måtte udskydes efter et uheld med en motorsav.


LÆS OGSÅ: Bisse i uheld med motorsav – aflyser koncerter

ANNONCE