Den opløste gruppes debutalbum udsendes senere på året af Good Tape Records
Danske Attrap udsendte i juni 2006 deres debut-ep "House of Dreams", der blandt andet skaffede dem en førsteplads på Det Elektriske Barometer.
Efterfølgende gik de i januar 2007 tilbage til studiet for at indspille sange til deres debutalbum, der dog aldrig blev udsendt.
Gruppen valgte efter indspilningerne at gå i opløsning, og efterfølgende har frontmanden Jonas Petersen dannet gruppen Hymns From Nineveh, der blandt andet kan opleves på Spot Festival i denne weekend.
Men nu har Good Tape Records valgt at udsende albummet, der blev færdiggjort i februar sidste år, da selskabet mener, musikken trods bandets opløsning fortjener at blive hørt.
Pladeselskabet beskriver musikken som "indie-rock/pop, med seriøsitet og melankoli, men samtidig med en spraglet og underfundig livsglæde".
Der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato for albummet, men man kan smuglytte lidt til sangene på MySpace.