Nyhed

Endnu en aflysning på NorthSide - erstatning fundet

GAFFA – alt om musik

Liss erstatter Alice Merton, som desværre er blevet nødt til at melde afbud

NorthSide er desværre blevet ramt af endnu en aflysning. I forrige uge var det First Aid Kit, der grundet sygdom måtte aflyse hele deres sommerturné, herunder NorthSide, og nu er tysk-engelsk-canadiske Alice Merton desværre blevet forhindret af ikke offentliggjorte årsager.

Alice Merton bliver erstattet af det populære aarhusianske band Liss, der netop har udsendt singlen ”Reputation”. Ironisk nok måtte Liss selv aflyse deres koncert på NorthSide for to år siden grundet travlhed med at arbejde på ny musik, men nu kan man omsider opleve dem på festivalen i deres hjemby.


– Vi blev meget kede af det, da Liss blev nødt til at melde afbud til NorthSide forrige år. De repræsenterer noget af det mest spændende musik fra Aarhus lige nu, og da de spillede på Spot for en måned siden, leverede de en fænomenal koncert, der var så populær, at mange måtte opgive at komme ind i den fyldte sal. Så timingen er helt perfekt for en erstatningskoncert på NorthSide, hvor Liss kan præsentere noget af den længeventede nye musik, som mange har glædet sig til at høre, siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

LÆS OGSÅ: Liss i egen lyd af kæmpe feel good

Liss kan opleves på Blue Stage fredag 7. juni kl. 14.15.


Liss fik stor succes i 2015, blandt andet da selveste Pharrell Williams spillede deres anden single "Try" i sit radioprogram OtherTone på Apple Musics radio Beats 1, ligesom de skrev kontrakt med det store engelske pladeselskab XL Recordings og dermed kom i stald med navne som Adele, Radiohead og Thom Yorke.

I sidste måned udgav Liss efter tre års udgivelsestavshed omsider en ny single, og nu er de aktuelle med endnu én, "Reputation". En sang, der ligesom forgængeren "Talk to Me" tæller ned til bandets anden ep Second, som er på gaden 18 juni, tre år efter deres første ep, der sjovt nok hed First

NorthSide 2019 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 6.-8. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk. Bemærk at prisen stiger den 31. maj.


Besøg NorthSide.dk eller Facebook for mere om NorthSide 2019.

Varm op med "Reputation":


ANNONCE