Nyhed

Danmarks første vikingemetalfestival nærmer sig

GAFFA – alt om musik

Festivalen har fokus på rock, metal, folkemusik og nordisk mytologi

Fantasien kender ingen grænser, når det gælder festivaler, og nu ser Danmarks første vikingefestival dagens lys. Udgårdsfest er navnet, og festivalen finder sted i Pumpehuset, både indenfor og i Byhaven, fredag den 31. maj og lørdag den 1. juni. De optrædende er norske Trollfest, finske Moonsorrow (billedet) og danske Vanir, Thorium, Gjaldulei, Wulfaz og Afsky. Altså bands, der i forskellig grad blander rock og metal med nordisk folkemusik.

Udgård er i nordisk mytologi jætternes opholdssted, og det er lige præcis den nordiske kultur og mytologi, at Udgårdsfest har fokus på.


Booker og talsmand Søren Weiss udtaler:

"Der venter publikum på Udgårdsfest flere store oplevelser på dette første år. For et helt nyt event er jeg stolt over, at de to hovednavne Trollfest (NO) og tidligere offentliggjorte Moonsorrow (FIN) spiller deres første koncerter i Danmark til Udgårdsfest. Publikum vil begge dage på Udgårdsfest kunne opleve et bredt udvalg af folk, pagan, viking og nordisk black metal. Og med et fantastisk samarbejde med Kunsten På Kroppen (Københavnsk tattoo-studie med speciale i traditionelle tatoveringsmetoder, red.) vil Pumpehuset få den helt rette stemning af nordisk kultur." 

Programmet ser ud som følger:


Fredag den 31. maj:
18.00 - Wulfaz (Byhaven)
20.00 - Thorium (Special Amon Amarth set)
21.15 - Vanir
22.30 - Trollfest

Lørdag den 1. juni
18.00 - Gjaldulei (Byhaven)
20.00 - Sylvatica 
21.15 - Afsky
22.30 - Moonsorrow

Billetsalget er i fuld gang på Billetto

Varm op med Moonsorrows "Suden Tunti":

 

ANNONCE