x

Tina Dickow og Mads Langer giver dobbeltkoncert

Tina Dickow og Mads Langer giver dobbeltkoncert

Spiller sammen i Aarhus Festuge

Der er dobbelt op på pop og eftertænksom sangskrivning, når Tina Dickow og Mads Langer giver dobbeltkoncert på Amfiscenen ved Musikhuset Aarhus søndag den 1. september som en del af Aarhus Festuge.

Det er to ganske aktuelle kunstnere, der kan opleves give hver sin koncert på samme scene. Tina Dickow udgav sidste efterår sit niende album, Fastland, der fik fine anmeldelser og lå højt på hitlisterne. Mads Langer arbejder for tiden på sit sjette album, hvorfra singlen "Me Without You" udkom i maj. Lige før årsskiftet udgav han desuden den dansksprogede single "Mellem linjerne", hans første sang på dansk bortset fra hans to julekalendersange ”I en stjerneregn af sne” og ”Tag mig med” fra henholdsvis 2013 og 2018 og ”Overgi’r mig langsomt”, som han skrev til Sanne Salomonsens 2009-album Unico. "Mellem linjerne" er blevet et stort hit, som til dato er streamet mere end en million gange alene på Spotify.

Mads Langer optrådte for nylig på Spot Festival, hvor han udelukkende spillede nye sange, og de lød ganske lovende ifølge GAFFAs anmelder.

LÆS OGSÅ: Gammel kending, nye sange, kommende hits

Billetsalget til Amfiscenen-koncerten er i gang via Billetlugen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA